Flot arbejde Herning og Horsens!
Imponerende. I fredags d. 1. april blev det bekræftet – og det var ingen aprilsnar. Verdens anden største etapecykelløb Giro d’Italia ligger i år 2012 vejen forbi Herning og Horsens på løbets tre første etaper. Det må siges at være ganske imponerende, at Herning og Horsens Kommune har kunnet skaffe en så stor sportsbegivenhed til deres respektive kommune. I min optik kunne Silkeborg Kommune dog også huse et sådan arrangement, hvis man gik i gang med et stykke hårdt og målrettet arbejde, som man har gjort i Herning og Horsens. Så Silkeborg Kommune, hvorfor skulle man ikke prøve at forsøge sig med noget lignende? Evt. en Tour de France start i Silkeborg. Borgmester Hanne Bæk Olsen har tidligere udtalt, at hun er parat til mega-satsninger inden for topsporten.
Mit klare budskab i dette læserbrev er, at man i Silkeborg Kommune skal forsøge at få en Tour-start til byen. Det er en enestående mulighed for at få Silkeborg på verdenskortet. Efter min mening kunne år 2016 være det perfekte år. Danske Michael Rasmussen og hans hold Team Christina Watches – Onfone har meldt ud, at de vil gå efter at debutere i Touren netop dette år. Og man må da sige, at det kunne være perfekt med en Tour-start i Silkeborg, og to danske hold i form af Michael Rasmussens nystartede hold og Bjarne Riis’ Team Saxo Bank-SunGard. Men udover to danske hold, vil der også strømme folk til fra hele verden. Touren bliver hvert år fulgt af millioner af mennesker – enten ude i vejkanten eller bag skærmen
Jeg vil som afslutning gerne slå fast, at jeg ikke er total naiv. Jeg er udmærket klar over, at det på ingen måde er en nem ting at få udført, men sommetider skal man også se muligheder, frem for begrænsninger. Jeg håber at man i Silkeborg byråd kan se nogle af de samme muligheder, som jeg kan. Det glæder mig også, at Steen Vindum i lørdagens udgave af MJA udtaler, at han åben over for, at Giro d’Italia-feltet kunne lægge vejen forbi Silkeborg i år 2012, hvis muligheden skulle opstå.