Godt nytår – et spændende 2017 venter forude
2016 er gået på hæld og 2017 er for de flestes vedkommende allerede fuldt i gang. På den lokalpolitiske scene er vi gået ind i et spændende år. Året er spændende på mange områder. I 2017 er Aarhus Europæisk Kulturhovedstad, hvilket med garanti vil smitte af på lillebroren Silkeborg, der også har sin andel i det samlede arrangement, bl.a. i form udstillinger som FACE og Jorn + Munch samt Regatta som en fuldmånebegivenhed.
I det forgangne år lykkedes det at få lavet en ny skolestruktur for Silkeborg Kommune. Optakten til den samlede aftale var præget af megen debat og utilfredshed. Men der blev lyttet og aftalen blev tilrettet. Efter sommerferien i år påbegyndes de forpligtende samarbejder mellem de forskellige skoler. Jeg tror på, at det er en af vejene fremad, for en bedre folkeskole i Silkeborg Kommune.
I 2016 gik det igen den rigtige vej med bosætningen. Vi bliver flere og flere i kommunen, og sådan skulle det også gerne fortsætte i 2017. Men gør man ikke noget aktivt, kommer der ikke tilflyttere. Min klare holdning er, at den politik vi gennemfører i byrådet, skal give gode vilkår for at bosætte sig alle steder i Silkeborg Kommune. I 2016 gennemførte Silkeborg Kommune projektet ”Lokalområder med kant”, sammen med fem lokalområder fra kommunen. Jeg oplevede projektet på tætteste hold, og set med mine øjne, er der kommet rigtig meget godt ud af dette.
Efter et par år, hvor Silkeborg Kommune har taget store flotte spring op ad DI’s rangliste for Lokalt Erhvervsklima, oplevede vi her i kommunen en tilbagegang på denne liste, hvor vi nu er placeret som nummer 55. Der er dog alligevel sket en markant fremgang fra 2013, hvor Silkeborg Kommune var helt nede som nummer 87.
Trods det, at der har været en klar fremgang siden 2013, så ændrer det ikke på, at en placering som nr. 55 er uacceptabelt. Dette skal forbedres, og lad tilbagegangen i 2016 stå som en påmindelse om, at selvom man føler, at man gør det godt og arbejder for at give virksomhederne gode arbejdsbetingelser, så kan man altid gøre det bedre.
På falderebet af 2016 kom nyheden om, at Hvinningdal også får en ny hal. Forinden var det besluttet, at der også skulle bygges en ny hal i Gødvad. Efterspørgslen for haller er stor og halanalysen fra 2016 viser også, at der mange steder er et stort behov for mere halgulv. Af respekt for foreningerne i bl.a. Voel, Buskelund og Sejs, skal vi i Byrådet se på mulighederne, når vi til efteråret skal lave et budget for 2018.
Den 21. november skal vælgerne i Silkeborg Kommune bedømme politikerne for deres indsats igennem de sidste fire år. Til den tid bliver det spændende at høre de forskellige partiers bud på, hvordan Silkeborg Kommune skal forvaltes i fremtiden. Mulighederne for at skabe en af landets ”vinderkommuner” er så absolut til stede.
Fortiden er historie, mens det der skal ske i fremtiden, er det spændende. Godt nytår!