GRUNDLOVSTALE 5. JUNI 2020
Hej med jer! Velkommen til grundlovsmøde her på min Facebook-side.
Grundlovsdag anno 2020 bliver en af dem, som mange af os måske vil huske mere tilbage på end i de foregående år. Dette års fejring af vores grundlov adskiller sig markant fra, hvad vi kender.
Jeg har valgt, at min tale i dag skal kredse omkring det vi kender fra vores liv.
Netop det som vi kender, er noget der på et splitsekund kan ændre sig. Det kan være når, at et familiemedlem eller nær ven pludselig går bort. Det kan være den dag, at man får den uventede fyreseddel eller noget så banalt, at man skal bo et nyt sted.
Fælles for de tre tilfælde er, at det er noget, der sætter en bevægelse i gang hos os. Vi skal være omstillingsparate og noget er ikke, som det vi kender.
Vi har gennem lang tid levet i et land, hvor tingene har kørt på skinner. Høj beskæftigelse, stigende levealder osv. Men nærmest fra den ene dag til den anden, oplevede vi, at det vi måske faktisk i mange tilfælde tager for givet, pludselig var lukket ned, i hvert fald for en periode. En brat opbremsning.
Nu har de fleste nok gættet, at jeg nu vil nævne ordet coronavirus. Det er om noget et eksempel på, at det vi kender, er blevet forandret. Et spørgsmål der endnu ikke er besvaret, er hvor lang tid der går, inden at vi er fuldt ud tilbage under forhold, som vi kender og føler os bedst tilpas i.
Når et land som Danmark pludselig lukker ned, kan man som person vælge mellem to tilgange; man kan lade sig begrænse eller man kan se mulighederne ved den nyopståede situation.
Det letteste vil for de fleste nok være, at man begrænser sig. Man møder ikke ind på arbejdspladsen, som man plejer. Weekenden indebærer ikke social tid med vennerne i sommerhus. Der er ingen Champions League onsdag aften.
Heldigvis er der mange, der ser mulighederne. Arbejdspladsen kan fungere godt, selvom man ikke sidder over for de nærmeste kollegaer. Jeg vil ikke underkende, at corona har været en hård omgang for mange virksomheder, men heldigvis er der andre, som netop pga. af en coronakrise er kommet frem i lyset.
Det sociale liv behøves jo heller ikke at lukke ned. For mit eget vedkommende fandt jeg i hvert fald ud af, at man godt kan mødes med tre venner over en øl gennem Messenger.
Men trods alt og summa summarum, så er det jo dejligt, at vi nu er på vej tilbage mod det, som vi kender.
Jeg har også oplevet, at folk kan blive oprevede, når det man kender forandres. Byudvikling i Silkeborg er noget, der kan gøre nogle folk oprevede. I det tilfælde gælder det for mig at se om at finde den rette balance mellem det man kender, men samtidigt heller ikke være bange for, hvad tiden nu og frem bringer af nye muligheder og retninger. Altså at man ser mulighederne, ved det man ikke kender.
Det samme har jo vist sig gældende igennem de sidste måneder, hvor langt de fleste heldigvis har undladt at lade dem begrænse. Hvis vi mennesker ikke ejede initiativ og sans for nytænkning, ville vi være rigtig dårlig stillet i en situation, som den vi har gennemlevet den seneste tid.
Når nu rigtig mange har været opfindsomme og set mulighederne i forbindelse med coronakrisen, så er det også vigtigt, at vi alle ser fremad og gør vores til, at vi kan komme til en normal hverdag så hurtigt så muligt.
Her synes jeg også det gælder om, at man – her tænker jeg særligt på vores Christiansborg-politikere – ikke hænger sig for meget i små og ikke afgørende detaljer. En krise kan håndteres på mange måder, men faktisk tror jeg ikke, at denne kunne have været håndteret meget anderledes, uden at det også ville have givet den forventelige kritik fra forskellige sider.
Vi må som mennesker jo aldrig blive så stålfaste omkring, at det vi kender, er det eneste der kan fungere for os. Min tolkning af Grundloven er, at den faktisk også giver den enkelte friheden og opfordringen til, at man også skal søge initiativet og de nye løsninger.
Det vi kender til, er noget der kan gøre os stolte. Vi er opmærksomme på, hvis det kendte forandres. Faktisk er der vel også ind i mellem, nogen der forsøger at tage monopol på, hvad et område eller en by skal kendes for. Heldigvis er det jo nu sådan, at man ikke kan få sådan et monopol, men det kan omvendt heller ikke forhindre os alle i at drømme om, hvad vi selv, vores familie, arbejdsplads eller by skal kendes for.
Ikke overraskende, så har jeg en holdning til, hvad Silkeborg Kommune skal være kendt for. Min holdning er – skåret ind til benet – at vores kommunes borgere skal være positiv tilgang til det liv, de levet i vores kommune. Man skal opleve, at alles interesse er, at vi skal udvikle os, således at vi kan skabe noget, der er bedre i morgen. Naturligvis i respekt for, at meget af det vi befinder os i, allerede fungerer rigtig godt.
Vi skal tilstræbe, at vi er kendetegnet ved en befolkning på mere end 90.000 borgere, hvor der er et stort engagement, for at hver enkelt kan være med til at give sin by, sin forening eller sin passion et særpræg, der skiller sig ud fra mængden, men samtidigt medvirker til, at Silkeborg Kommune kan karakterises som en attraktiv kommune, der er kendetegnet ved at kunne tilbyde noget til enhver interesse.
Andre har formentlig andre bud på, hvad de mener at Silkeborg Kommune kendes ved. Og det er jo egentlig fint nok.
Også når det kommer til begivenheder og oplevelser, ligger det for mange af os indgroet, at vi altid spejler begivenheder fra verdenen, i det som vi kender til fra os selv og det der er os nært.
Det ligger fjernt fra os danskere, at politiet herhjemme skulle foretage en brutal anholdelse af en mand, der ender med at miste livet ifm. anholdelsen, fordi at politiet tilsidesætter en persons ve og vel. Og som følge af dette skulle der være demonstrationer over hele landet.
Det jeg her nævnte er jo den virkelighed, der udspiller sig i USA. Et land der jo af mange ses som et respekteret land. I det vi kender fra vores land, forholder tingene sig heldigvis anderledes. Når jeg ser, hvad der sker i USA, er jeg glad for det jeg kender til, her fra vores egen lille andedam.
Selvom vi er danskere, så er det vi kender som har en særlig betydning for netop os, samtidigt noget der er forskelligt fra person til person. Og det forholder sig nok også sådan, at vi til en start kan have svært ved at svare på, hvad det som vi kender til og sætter størst pris på ved vores hverdag, egentlig er. Ofte er det jo også sådan, at man skal miste noget, før at man finder frem til dets reelle betydning.
For en god måneds tid siden anskaffede jeg mig et lille hæfte, som jeg vil bruge til at notere små refleksioner ned i. Ikke på daglig basis, men når at jeg har nogle særlige tanker eller overvejelser, eller hvis jeg har haft en oplevelse, som har sat nogle tanker i gang hos mig. I forbindelse med tilblivelsen af talen her, satte jeg mig for, at jeg skulle prøve at finde frem til, hvad det er som jeg kender, som jeg sætter så stor pris på.
Noget af det, jeg skrev ned i mit hæfte, var social omgang med andre mennesker og spontanitet. Netop de to ting, har været noget, jeg har savnet under coronakrisen. Her kunne jeg ikke kende Danmark. Jeg havde ikke de samme muligheder for at mødes med andre mennesker, hvad enten det var privat eller professionelt. Og mulighederne for at være spontan var jo også reduceret, som følge af den store nedlukning af restauranter, idrætshaller, biografer og meget andet.
Min snak her og mine paralleller til de ting, som vi kender til og holder af, har naturligvis også en parallel til Grundloven.
Grundloven er noget vi alle kender til og holder af. Dog tillægger vi den måske ikke altid, den store betydning i en almindelig hverdag, men det burde vi nok gøre i højere grad.
Uden en grundlov, ville der heller ikke være det, som vi kender her i Danmark. Så kan man jo tænke over, hvilke konsekvenser det kunne have.
Relateret til coronakrisen, kan man jo prøve at tænke sig til den situation, at folk bogstaveligt talt bures inde i deres private hjem og en epidemi er ude af kontrol, fordi et politisk system hverken reagerer eller agerer. Godt at vi ikke kender til dette.
Grundloven er fundamentet for det Danmark vi kender. Det kan godt være, at vi indimellem kan hidse os op over, at naboens hæk går ud over skel, at de 31 valgte politikere er de mest uintelligente i kommunen eller at alting var en anelse bedre i de gamle dage. Men i det store hele, er det jo småting, der ikke ændrer ved, at det Danmark vi kender, næppe er noget mange af os ønsker udskiftet med noget andet.
Jeg glæder mig til, at vi er tilbage ved det vi kender, og indtil da vil jeg se mulighederne i den virkelighed, der for mig stadig er uvant. Havde jeg ikke set mulighederne, havde I heller ikke set min tale her i dag.
God grundlovsdag til jer der så og lyttede med.