Hvad er prestige?
Af Mads Frandsen, byrådsmedlem Venstre i Silkeborg Kommune.
Torsdag i Midtjyllands Avis var de to lokale socialdemokrater, Helle Gade og Viggo Thinggaard på banen med et debatindlæg med overskriften “Velfærd fremfor prestige”.
Det står allerede tydeligt, at Socialdemokratiet forsøger at lancere en kampagne forud for næste års kommunalvalg, der går ud på at fremstille det nuværende byrådsflertal som nogen, der ikke har taget tilstrækkelig hånd omkring velfærden.
Til det kan man jo så kun trække lidt på smilebåndet, da Socialdemokratiet jo er en del af konstitueringsaftalen og at de samtidigt har været med i alle tre budgetforlig i denne byrådsperiode.
I læserbrevet skrives der: “Vi vil prioritere borgernær infrastruktur over prestige-projekter”. Her er jeg faktisk ikke klar over, hvad der menes. Hvilke gennemførte eller planlagte “prestige-projekter” tales der om? Og vil mindre “prestige” kunne give mere af den velfærd, som man efterlyser?
Mit budskab er, at det er let at skrive, at man vil prioritere velfærd og borgernær infrastruktur over andet, når man ikke konkret nævner, hvad man tænker på. Alle ønsker jo den bedste velfærd.
Afslutningsvis blev man som læser af de to socialdemokraters indlæg gjort opmærksom på, at det var i sidste øjeblik, at man gik med i budgetaftalen, for ellers ville man være uden for indflydelse. Efterfølgende har jeg set og hørt flere socialdemokrater, der har omtalt mange gode ting fra budgetaftalen, som man var glade for, og havde stor andel af. Det håber jeg I vil holde fast i.