Outdoor og kultur kan gøre hinanden stærkere
Torsdag var der i Midtjyllands Avis både et læserbrev og en artikel, hvori der tales om, at den store satsning på outdoor er med til at skubbe vores kulturliv i baggrunden.
Det er helt reelt – og prisværdigt – at borgere som Flemming Dufke, Orla Madsen, Peter Stampe og Niels Kaas står frem og italesætter kulturlivet i vores kommune. Og de har ret; satsningen på outdoor må ikke kaste skygger over vores kulturliv.
Sådan oplever jeg det nu heller ikke. Derimod glæder jeg mig over, at rigtig mange inden for den seneste tid er blevet opmærksomme på, at outdoor også kan være med til at tilføre noget ekstra, hvad enten det er inden for kultur eller andre og endnu mere klassiske velfærdsområder i vores kommune.
Formentlig var det også en væsentlig årsag til, at vi i byrådet valgte at nedsætte et Outdoorudvalg, der udgøres af fire politikere og tre eksterne medlemmer. En af hovedopgaverne er faktisk, at der skal laves en strategi, der kan give svar på, hvordan outdoor kan indtænkes i kommunale velfærdsopgaver.
For at finde frem til svaret på dette og meget andet i vores udvalgsarbejde, har vi behov fra inputs udefra – og sådan et kom de føromtalte læserbrevsskribenter med i torsdagsavisen, hvilket de skal have tak for.
Jeg vil opfordre hele kommunens kulturliv til at se mulighederne med outdoors indtog og gennembrud her i kommunen. En aktør der har set mulighederne for at formidle sine budskaber med inspiration fra outdoor, er Museum Silkeborg.
De har forsøgt at skabe en kobling mellem kulturhistorisk formidling, outdoor aktiviteter og naturoplevelser. Konkret vil man kunne opleve det gennem udstillingen ”fra overlevelse til oplevelse” og derudover gennem formidling i landskabet.
Jeg føler mig ret overbevist om, at vi med outdoor kan trække nye målgrupper ind i kulturen og derigennem give dem et blik for, hvilket stærkt og mangfoldigt kulturliv vi har i Silkeborg Kommune. Kan I ikke forestille jer, at man bliver ført igennem slaget på Grathe Hede, mens at man vandrer igennem landskabet. Det er da også fantastisk, når man kan opleve et teaterstykke under åben himmel midt i naturen.
Vi skal turde tænke kulturen ind i vores outdoorsatsning, uden at vi glemmer, hvilket fundament vi står på.