POLITISK NYHEDSBREV AUGUST 2020
Så blev der taget hul på hvad man kunne kalde for anden halvdel af den politiske sæson 2020. Her kommer mit politiske nyhedsbrev for august.
Noget af det første jeg skulle forholde mig til august efter en forholdsvis stille periode, var udvalgsmøde i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. På vores dagsorden vil jeg fremhæve sagen, hvor vi godkendte en ny vision for vores Ungekulturhus på Bindslevs Plads. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at indholdet på stedet ikke har levet op til de forventede i dets første leveår. Vi håber derfor, at vi kan give stedet en ny start, samtidigt med at vi i udvalget vil følge det meget tæt.
På Socialudvalgets møde 11. august kunne man konstatere, at der fortsat er et budget, der ser ud til ikke at bliver overholdt for 2020. Det er ærgerligt, at det er sådan det står til. Skal det ændres kræver det store beslutninger og vilje til at man fra flere sider skal strække sig langt. Herudover var der bl.a. også en orientering omkring anvendelsen af de uddelte frivilligmidler for 2020. Mange af disse midler har ikke kunne anvendes til formålet, men er i stedet blevet brugt til andre relevante gøremål.
Tirsdag 11. august deltog jeg i et meget spændende møde med outdoor som overskrift, hvor jeg gav et indlæg om vores Outdoor Masterplan til de fremmødte. Der deltog forskellige personer med fælles interesse for outdoorudvikling i Silkeborg Kommune. Vi er heldige med, at der er private kræfter, der gør en enorm indsats for, at outdoor kan blive endnu større ved os, end det er i forvejen. På mødet deltog bl.a. Mark Held, der er formand for European Outdoor Group.
I august havde jeg også endnu en omgang vielser. På en lørdag i 25 graders varme, kan det godt føles lidt ekstra varmt, når man er iført jakkesæt og slips i seks timer i streg. Heldigvis gik alle seks vielser godt med seks gange ja!
På vores møde i Outdoorudvalget tog vi hul på en diskussion omkring det nærmere indhold vi skal beskæftige os med, relateret til den vedtagne Outdoor Masterplan. Derudover havde vi på mødet gæster fra hhv. Virklund Outdoor og Liga Syd, der fortalte omkring hvordan de hver især arbejde med outdoor.
Formandsmøder har jeg i august deltaget i gennem både Socialudvalget og Outdoorudvalget. Her er der nu igen mulighed for at mødes fysisk, hvilket jo næsten er blevet uvant! Men trods alt dejligt, at dette igen er en mulighed.
Mandag 17. august var jeg stand-in i Økonomi- og Erhvervsudvalget, da et af Venstres medlemmer her havde afbud.
Dette års budgetseminar blev afviklet med ekstra afstand og ekstra sprit – sådan er det jo. Som sædvanligt fremlægges der fra borgmesteren et billede af den aktuelle økonomiske situation. Kort opsummeret kan vi sige, at der er nogle udfordringer ift. at få et budget i balance i 2021. Disse udfordringer synes jeg dog på ingen måde er af en størrelse, som ikke kan håndteres. Heldigvis virker det til, at der er bred enighed om at få lavet et budget der er i balance, samtidigt med at der er en opmærksomhed på, at vi befinder os i en situation, som vi skal tage alvorligt.
Hos Venstre havde vi ovenpå budgetseminariet gruppemøde søndag 23. august, hvor vi vendte status ovenpå det afholdte seminar. Når man er 13 medlemmer af en partigruppe er det vigtigt med gruppemøder, for at få alle holdninger på banen og afstemt forventninger. Dagen efter var der i øvrigt gruppemøde igen, forud for byrådsmødet.
I løbet af august har jeg også været til forskellige ”kaffemøder”. Som politikere sker det ofte, at man mødes med forskellige mennesker, der vil tilkendegive holdninger eller inspirere til vores arbejde. Jeg synes det er positivt, når mennesker viser interesse for det arbejde vi sidder med. Denne slags møder jeg har været til i august relaterer til mine udvalgsposter i Socialudvalget og Outdoorudvalget.
På vores byrådsmøde i august var der megen debat, hvilket betød et møde der tog rigtig lang tid. Særligt punkterne om korrigerende handlinger for indeværende års budget og punktet omkring opførsel af vindmøller ved Marsvinslund var medvirkende til et rigtig langt møde. Debat og diskussion er godt, – og et tegn på demokrati – dog kan det sommetider efter min mening udvikle sig lidt mere, end hvad godt er.
De forskellige weekender i august har været fyldt med forskellige aktiviteter. Bl.a. en 25 års fødselsdag og i går fejrede vi min far, der i morgen fylder 54 år. Fra og med i lørdags har der også været Tour de France, hvilket jeg jo naturligvis følger med i, så meget som jeg har mulighed for.
I aften er jeg til bestyrelsesmøde i Venstres Kommuneforening – og så er vi ellers klar til at tage hul på september i morgen.
God aften og tak fordi, at I læste med!