POLITISK NYHEDSBREV MAJ 2021
Måneden startede ud med udvalgsmøde i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. Et at punkterne omhandlede kommunens kunststrategi. Her vedtog vi forskellige principper – et af dem, var at vi ønsker at kunst også skal kunne ses i naturen. Det synes vi er meget naturligt, når man er landets Outdoorhovedstad.
På Socialudvalgets møde 4. maj så vi nærmere for anlægsønsker til perioden 2022-2025, hvor vi meldte ind med udvalgets ønsker. Dette er en opgave alle fagudvalg har haft i løbet af maj.
Senere samme aften var jeg til bestyrelsesmøde i Gjernegnens Venstre. Det var længe siden at vi havde været samlet pga. COVID-19, og det var dejligt at være samlet igen. Vi har også i maj fået afviklet en generalforsamling i foreningen.
Onsdag 5. maj havde vi gruppemøde i Venstre, hvorefter at jeg var til temamøde med resten af Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. Denne gang mødtes vi med biblioteket, hvor vi havde fokus på folkebibliotekernes potentiale.
En af de gode nyheder fra maj måned, er at SIF er tilbage i Superligaen. Torsdag 6. maj vandt SIF hjemme over Esbjerg med 2-0, og var derefter meget tæt på oprykningen, der kom få dage efter. Jeg var heldigvis på stadion denne aften.
Tilbage i april besluttede vi i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget at udlodde flere af de såkaldte kultur- og fritidsboost-midler. I maj har vi derfor heldigvis behandlede indkomne ansøgninger.
Maj har også budt på en række helligdage, som hjemme ved os er gået på bl.a. haveprojekt og afslapning sammen. Det har været dejligt.
Lørdag 15. maj havde jeg fornøjelsen af at have vielsesvagt på rådhuset, hvor vi gennemførte to vielser. Heldigvis er afviklingen af dette også på vej tilbage mod en normalisering, og der må nu være betydeligt flere deltagere.
Jeg skrev tidligere, at udvalgene i løbet af maj har meldt ind med anlægsønsker for periode 2022-2025. Derfor havde byrådet mandag 17. maj temamøde, hvor vi netop så nærmere på anlægsbudgettet for de kommende år. Der er meget, som presser sig på.
Da byrådet tilbage i 2019 vedtog en ungestrategi, vedtog man også at nedsætte en såkaldt tværpolitisk styregruppe. Vi havde seneste møde tirsdag 18. maj, hvor vi fik en status på implementeringsarbejdet. Der kommer en status til byrådet inden sommerferien.
På Outdoorudvalgets møde arbejdede vi videre med erfaringer ovenpå COVID-19 – selvom, at det jo ikke er ovre endnu. Vi har et ønske om at få et overblik og viden om, hvad vi kan lære af pandemien, set i en outdoor-kontekst.
I Pinsen var Emil, Rebecca og jeg på sommerhustur. Rigtig dejligt at kunne trække stikket for nogle dage.
Tirsdag 25. maj var godt booket med politiske aktiviteter. Formandsmøder i både Socialudvalget og Outdoorudvalget. En sag der rammer den politiske dagsorden i juni, er overflytning af ansvaret for STU fra Socialudvalget til Arbejdsmarkedsudvalget. Samme dag havde vi et møde om netop dette.
Senere på eftermiddagen var jeg forbi Silkeborg Efterskole, hvor jeg fortalte en 10. klasse omkring mit virke i kommunalpolitik. For mit vedkommende sluttede dagen af på Medborgerhuset, hvor Socialudvalget havde dialogmøder med hhv. Afdelings-MED og Handicaprådet.
Onsdag 26. maj startede jeg dagen ved Fårvang Skole, hvor vi så på trafikale forhold.
Torsdag i sidste uge handlede om outdoor for mit vedkommende. Først gav jeg et oplæg over for de kunstnere, der deltager i Walking Landscapes hos Silkeborg Bad. Dernæst drejede det sig om et oplæg til en delegation fra Aarhus – nærmere bestemt Kongelundens Sekretariat – der skulle høre, hvordan vi arbejdede som Outdoorhovedstad. Om aftenen deltog jeg i generalforsamlingen i Venstres Kommuneforening.
Maj måneds byrådsmøde fandt sted på månedens sidste dag. Her fik blandt ”ryddet op” ift. den beklagelige situation, hvor vi ikke har sørget for at skabe tilstrækkelig handicapadgang ved Østre Søbad. Byrådet har nu afsat pengene, anlægsarbejdet kan gå i gang, og forhåbentlig vil borgere med handicap inden længe have bedre adgang ved det populære område.
Tak fordi, at I læste med og god aften!