POLITISK NYHEDSBREV MARTS 2021
Jeg begyndte marts måned med udvalgsmøde i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. På dagsordenen godkendte vi en anlægsbevilling til kunstgræsbaner på Søholt. Dette er en del af den samlede helhedsplan, der sidste år blev lavet for hele området. Derudover var der en række ansøgninger til de kulturelle frie midler. Dejligt, at dette ikke er gået helt i stå.
Om aftenen deltog jeg i et onlinemøde for Venstre-medlemmer i Region Midtjylland, hvor der var en status fra formanden og transportordføreren omkring trafikinvesteringer i landsdelen.
Næste dag var jeg til møde med Socialudvalget. Her godkendte vi, at kommunens veterankoordinator fremover forankres i vores Socialafdeling. Ikke nok med det sagde vi også ifm. godkendelsen, at vi ønsker at følge overflytningen tæt og gerne evaluere det.
Onsdag 3. marts havde jeg et møde med en selvstændig, der ville tale om, hvordan outdoor kunne fylde mere i vedkommendes forretning. Dagen sluttede jeg af med et gruppemøde med mine Venstre-kollegaer i byrådet.
Med jævne mellemrum taler jeg med Jakob Ville, der er byrådsmedlem for Venstre i Kolding Kommune. Vi får gode snakke omkring, hvordan det går med os hver især. Det er en god ting at få andre øjne på tingene, ligesom det også kan være godt med et råd eller to.
Mandag 8. marts var jeg et smut forbi det sted, der tidligere fungerede som Jehovas Vidners Stævneplads, men for øjeblikket anvendes som vaccinationscenter. Det var ikke for at blive vaccineret, men for at se området, og dermed også kunne sætte nogle tanker i gang ved mig selv om, hvad området vil kunne anvendes til i fremtiden. Et spændende område, hvor der helt sikkert også kunne tilføres et spændende indhold.
Senere samme dag havde vi udvalgsmøde i Outdoorudvalget. På mødet fik vi præsenteret tre projekter fra hhv. Resenbro, Kjellerup samt Skovlandet, hvor de præsenterede udvalget for, hvordan de forestillede sig, at outdoor kunne fylde mere i deres lokalområde. Udvalget valgte at støtte projekterne med samlet 85.000 kr.
I umiddelbar forlængelse af dette møde var der indkaldt til et ekstra møde i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. Årsagen var, at vi skulle godkende licitationsresultatet for Silkeborg Trailcenter. Desværre overskrider dette budgettet, men der er i byrådet enighed om, at denne udfordring skal løses.
Byrådet har i marts måned også afholdt temamøde. I denne måned var det socialområdet der var tema for byrådet.
Normalt afholdes KL’s Topmøde i Aalborg, hvor kommunalpolitikere fra hele landet samles. Sådan var det dog ikke i 2020 og heller ej i år, hvor mødet blev afviklet online.
Lørdag 20. marts havde jeg vielsesvagt. I den forbindelse fortalte jeg lidt nærmere om, hvordan det foregår: https://www.facebook.com/stemfrandsen/videos/772371816735360
Byrådsmødet i marts fandt sted mandag 22. marts. Her var der bl.a. en sag med udpegning af to byrådsmedlemmer til bestyrelsen i Outdoor Institute. Jeg var den ene af dem og skal sidde i bestyrelsen for resten af 2021. Det ser jeg frem til.
I sidste uge havde jeg et læserbrev i Midtjyllands Avis, hvor jeg skrev lidt omkring outdoor i et lokalt perspektiv. Har du ikke læst det endnu, så hold øje med min side, hvor jeg vil dele det en af de kommende dage.
I denne måned havde vi også temamøde i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. Temaet her var ligestilling i idræt.
Heldigvis har jeg i marts også haft god lejlighed til at komme ud i ”virkeligheden”. Ikke alt er foregået online. Her kan jeg nævne, at jeg har mødtes med to grupper fra Silkeborg Gymnasium, der havde arbejdet med Venstre i et innovationsprojekt. Derudover var jeg i sidste uge forbi TH Langs Skole, hvor man havde arbejdet med at lave reklamefilm for Danmarks Outdoorhovedstad.
Lørdag 27. deltog jeg sammen med to byrådskollegaer i Outdoorshow ved Hotel Scandic. Dette har jeg tidligere linket til her på min side.
I går rundede jeg den politiske del af marts af med at mødes med direktøren fra Outdoor Institute, hvor vi fik talt omkring det forestående arbejde i bestyrelsen. Senere på eftermiddagen havde jeg et møde med formanden for Gødvad Lokalråd, bl.a. omring outdoor.
Tak fordi, at I læste med. God påske.