Politisk nyhedsbrev november 2019
Her følger et indblik i en række af mine aktiviteter fra november måned. God fornøjelse.
November fik for mig en rigtig god start. Lørdag 2. november rykkede min barndoms- og yndlingsklub Fårvang IF nemlig i serie 1. Det er absolut ikke noget der sker hvert år, og faktisk er det ikke sket siden midten af 1970’erne.
Tirsdag 5 november vedtog vi i Silkeborg Kommune vores budget for 2020. Efterfølgende har jeg her på min side gennem fem opslag sat fokus på fem forskellige temaer. Du kan her læse dem i en samlet nyhed på min hjemmeside: https://www.madsfrandsen.dk/budget-2020-i-silkeborg-kommune/
Samme dag som vi vedtog vores budget, var jeg en tur på Kongensbro Kro, hvor jeg mødtes med ejer Christian Lund Andersen. Her fik jeg hans syn på vandudfordringerne langs Gudenåen, som har været et emne der har fyldt rigtig meget i den politiske debat i november. Min mening har jeg også tidligere tilkendegivet, da jeg skrev om situationen tilbage i oktober måned: https://www.facebook.com/stemfrandsen/photos/a.638823359466091/3058139140867822/?type=3&theater
På vores byrådsmøde der foregik i mandags, var den høje vandstand i Gudenåen et tema. Efter en lang debat, der kom med afsæt i, at tre af min V-kollegaer havde begæret en sag på byrådets dagsorden, endte det med et kompromis, hvor at Byrådet bemyndigede Klima- og Miljøudvalget til at arbejde videre med, hvordan opgaven bedst muligt håndteres fremover.
To andre punkter på byrådets dagsorden, der fyldte en del i debatten, var sagerne vedr. opstilling af vindmøller ved Marsvinslund, hvor der bliver sat gang i et lokalplansarbejde. Den anden sag er planerne omkring nyt byggeri ved det gamle Torvecenter i Silkeborg, hvor der er sendt et udkast til en lokalplan i høring, der bl.a. indebærer et højhus i 23 etager.
Fredag 7. november havde jeg fornøjelsen af at stå for indvielsen af en kunstgræsbane i Gødvad. Faktisk er det en bane, der har fået en del medieomtale, da det er den første af sin slags i landet. Banen er mere miljøvenlig, da man ikke fylder granulat mellem stråene, men derimod sand. Billedet relateret til nyhedsbrevet er taget i forbindelse med indvielsen.
På vores udvalgsmøde i Socialudvalget tog vi imod et nyt medlem af udvalget. Der er sket en mindre rokade, da Martin Jakobsen er indtrådt i udvalget i stedet for Kasper Thomassen, som har overtaget Martins plads i Plan- og Vejudvalget. Et af punkterne vi behandlede på mødet var første udkast til en flerårig boligstrategi på socialområdet. Det er et punkt, som vi på følgende møder også vil arbejde med.
I Kultur- Fritids- og Idrætsudvalget behandlede og godkende vi ikke mindre end fem ansøgninger til puljen for lokalt initierede projekter. Efterfølgende er alle fem projekter også blevet godkendt af byrådet. Jeg er personligt rigtig glad for, at vi har denne pulje i kommunne, hvor ansøgerne kan få økonomisk støtte på 50 % af det samlede beløb. Der er efterhånden mange projekter rundt omkring, der er blevet til virkelighed i kraft af støtte fra denne pulje. Projekterne spænder bredt, og denne gang var det projekter som klubfaciliteter, forhindringsbane og opgradering af bunkermuseum.
Som tidligere omtalt her på min side, har vi i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget gennem lang tid arbejdet med at se på økonomien til vores selvejende haller. I november har vi over to omgange været i dialog med otte af de ti selvejende haller, hvor vi har haft fokus på, hvordan haller gerne ser de fremadrettede benyttelsesaftaler for hallerne skal se ud.
Venstre afviklede i november også sit ordinære landsmøde. Jeg havde ikke selv mulighed for at deltage, men har naturligvis efterfølgende set Lars Løkke Rasmussen afskedstale, der vel nok var det, der fyldte mest på landsmødet. Meget paradoksalt, var jeg og Rebecca imens landsmødet foregik på weekendophold på Comwell Kellers Park i Brejning – altså der hvor Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussens tid som hhv. næstformand og formand endte tilbage i august måned.
Ungestrategiudvalget havde i november sit andensidste udvalgsmøde, inden at vi nedlægges ved årets udgang. Vi er meget tæt på at have den endelige ungestrategi klar. På mødet havde vi besøg af sociolog Anders Petersen, der ud fra sine tanker og betragtninger gav sin mening omkring vores udkast til kende. Det var dejligt at høre, at en mand der ved rigtig meget om unge og deres situation, kunne nikke genkendende til meget af det, som vi skriver.
Sidste søndag var Rebecca og jeg i Fårvang Hallen, hvor vi brugte nogle timer på at sidde ved dommerbord. Selvom at man sommetider kan have en presset hverdag, synes jeg faktisk det er dejligt at bruge tid på frivilligt arbejde, i det omfang tiden tillader det.
Håber at I læste med – god dag til jer alle.