POLITISK NYHEDSBREV SEPTEMBER 2021
Her et indblik i en række af mine aktiviteter i september måned.
Fredag 3. september var jeg inviteret til Lemming, hvor jeg sammen med Knud Erik Nielsen var rundt og se på forskellige lokale projekter. Godt med et lokalt indblik i, hvad der sker, ud fra et lokalt perspektiv. Dagen efter tilbragte jeg en del af tiden på rådhuset, hvor jeg havde en del vielser.
På Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalgets møde havde vi en sag, der delte udvalget, og som jeg tidligere har omtalt. Et flertal i udvalget vedtog, at der skal indføres rygeforbud på en række arealer i tilknytning til idræt- og fritidsarealer i kommunen. Jeg er modstander af, at vi går så vidt til værks i sagen. Først og fremmest skulle vi nok starte med at afklare omfanget af et eventuelt problem.
Socialudvalget afholdte vores møde hos Botilbuddet Alderslyst. Her kunne vi se de 36 boliger, der blev taget i brug for mere end et år siden. Moderne faciliteter, der sikrer gode rammer for beboerne.
Torsdag 9. september var jeg i Ans, hvor jeg blev præsenteret for en helhedsplan for søbredden i Ans. Spændende og ambitiøs plan, som jeg håber vil kunne blive udfoldet med tiden.
På byrådets temamøde drøftede vi bl.a. outdoor. Her gav jeg en status på, hvordan det er gået med udvalgets arbejde gennem det sidste halvandets års tid. Derudover en mindre debat om, hvordan vi forankrer outdoor fra 2022 og frem.
Senere samme aften var jeg til Venstres grillarrangement i Horn, der heldigvis er tilbage, efter at det ikke blev gennemført sidste år som følge af COVID-19. Aftenens hovedtaler var Ulla Tørnæs. Jeg selv og de andre KV21-kandidater fik også mulighed for at præsentere sig selv.
Vores budgetaftale blev allerede indgået inden sommerferien. Vi havde den formelle første behandling af budgettet tirsdag 14/9. Se her, hvad jeg havde at sige til budgetaftalen for 2022: https://www.facebook.com/stemfrandsen/videos/563029021600888
Inden længe flytter 24 borgere ind på et nyt friplejehjem i Silkeborg Kommune. Jeg besøgte stedet i september, og kan konstatere, at rammerne er helt fantastiske. Mon ikke at ventelisten bliver lang.
I september har jeg brugt en del tid på at planlægge forskellige ting ift. det kommende valg. Heldigvis føler jeg, at de fleste brikker er ved at falde på plads i den sammenhæng. Mon ikke at der for alvor bliver ”udskrevet” valgkamp i løbet af oktober.
På Outdoorudvalgets møde 20. september brugte vi en del tid på spørgsmålet om, hvordan vi ser, at outdoor forankres rent politisk efter 2021. Årsagen til snakken er, at Outdoorudvalgets virke som udgangspunkt udløber ved årets udgang. I udvalget ønsker vi at præge snakken og eventuel beslutning om, hvordan vi sikrer outdoor størst mulig politisk opmærksomhed i den kommende byrådsperiode.
I sidste uge deltog jeg i Idrætsrådets repræsentantskabsmøde, hvor der blev aflagt beretning om årets gang i Idrætsrådet. Herfra anerkendelse for det arbejde, som de udfører.
Fremtiden for Nordre Fælleshus var også til debat i sidste uge. Jeg har skrevet om dette tidligere her på siden. Vi har en udfordring med at sikre mere liv og aktivitet på stedet. Personligt synes jeg at mødet var et skridt i den rigtige retning. De fremmødte havde i hvert fald gode og konstruktive inputs.
Frivillig Fredag er en årlig tilbagevendende begivenhed. Denne fandt sted 24. september, hvor jeg sammen med en håndfuld af mine kollegaer deltog i en debat, hvor vi diskuterede forhold for frivilligheden i Silkeborg Kommune.
I mandags var der byrådsmøde, hvor vi behandlede knap 40 punkter. Her kan det nævnes, at vi gav anlægsbevillinger til en række børnehuse.
Ovenstående var hvad jeg havde valgt at berette op fra september. Der har også været meget andet interessant, der kunne nævnes både fra det private og det politiske.
Tak fordi, at I læste med.